Jeg er af den overbevisning at man har meget svær ved at opnå en god, rolig og struktureret hverdag for en selv og sine børn, inden man har den nødvendige viden og forståelse for hvad ens barns diagnose har af betydning.

Man vil uden dette blot famle i blinde og næsten uden tvivl komme "bagud" hele tiden. Vi får ikke set alle de signaler vores børn egentlig viser os og derfor kan vi ikke forebygge udbrud eller nedsmeltninger.

Når vores børn så ender med at reagere voldsomt og måske udadreagerende så er vi selv så presset at vi som oftest kommer til at tale til vores børns handlinger i stedet for deres følelser.

Det kan være vi siger "jeg vil simpelthen ikke have du slår..." eller "jeg vil altså have du selv rydder op nu du har smidt med alle tingene...."

Det er helt normalt at det er det vi gør når vi selv er presset, men hvis vi nu havde den nødvendige viden om hvorfor vores barn reagerer som han eller hun gør, kunne vi måske have taget dette i opløbet, eller også kan vi i hvert fald have overblikket til at tale til deres følelser når de er der ude hvor de ikke selv kan bunde.

Vi kunne i stedet have sagt "jeg kan godt forstå du lige blev rigtig ked af det og sur over det der skete og derfor kom du til at slå mig, eller kaste med alle tingene" På den måde møder vi vores barn i dets følelser og tilbyder vores støtte. Vi afviser ikke deres følelser og hjælper dem tilbage til roen, først derefter kan vi snakke om selve handlingen.

Når vi skælder ud eller taler til deres handlinger så kommer vi faktisk til at vise vores børn at deres følelser er forkerte. Ved dette får vores børn en fornemmelse af de selv er forkert og dette kan være med til at stresse dem.

Tænk over hvad det kan gøre for vores børn at være i en sådan relation over en længere tid. Det vil nedbryde vores børn og vi vil med garanti komme længere og længere væk fra det som vi drømmer om, den hverdag med vores børn som vi fortjener.

Det er ikke kun vores børn der virkelig lider under dette, men bestemt også os selv som forældre. Vi nedbryder os selv og vi bliver en udgave af os selv vi ikke kan lide. Når vi bevæger os ned af denne onde spiral bliver det også sværere for os at se og finde tilbage til lyset og mange ender bestemt med at opgive at komme helt ud på den anden side som den familie vi drømte om inden vi blev ramt af diagnosen.

Jeg har selv gået alt dette igennem og jeg ved virkelig hvor mange ressourcer det kræver at kæmpe sig tilbage.

Tænk hvis man, når man får et barn med diagnose, fik en tidlig hjælp i hele familien. Så man rent faktisk er klædt på til den store opgave det er at omstille sin hverdag.

Der er så mange familier der kæmper en brav kamp hver dag for at få familielivet til at hænge sammen. Mange af disse familier beder ikke om hjælp før alle deres egne ressourcer er brugt op og deres barn evt. er kommet så meget i mistrivsel at hjælpen der skal til at vende det hele, kun kan være så meget større end hvis man havde været klædt på til hvad der ventede fra starten.

Mange af disse fantastiske familier ender desværre med at miste så frygtelig meget i deres jagt på en almindelig hverdag. Statistikken viser at op mod 87% af forældrene til børn med diagnoser ender med at gå fra hinanden. Det er en uhyrlig høj rate! Det er så krævende at tage sig af vores børn med de udfordringer de har når vi ikke fra starten af er klædt ordentlig på.

Tænk over det - ville du tage en stilling som direktør for en virksomhed, uden at have de rette uddannelser eller kompetencer?? Ikke mange ville sige ja til dette og dog er det faktisk det vi gør når vores barn får en eller flere diagnoser.

Kunne du tænke dig at høre mere om hvordan jeg kan hjælpe dig og din familie??

Så kontakt mig for en halv times uforpligtende telefonsamtale.

-Pernille Styrbæk