Skal vi blot behandle symptomerne??
-Eller skulle vi se på årsagen til symptomerne i stedet??
Jeg har nu gået og tygget på regeringens udspil om at det skal være nemmere at tvangsanbringe børn!
Mette Frederiksen nævnte i hendes nytårs tale at ”Flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag. Og vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Det vigtigste –ja, det afgørende for et lille barn – det er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet”
Derefter har vores social og indenrigsminister, Astrid Krag, udtalt ”Det er bekymrende når de fleste anbringelser uden samtykke – altså tvangsanbringelser – i dag sker blandt store børn. For det handler i min optik ikke om, at problemerne først opstår, når børnene er blevet store, men at problemerne bliver synlige på en anden måde i teenageårene. De børn skulle have haft den rette hjælp langt tidligere. Og for nogle vil en anbringelse uden for hjemmet på et tidligere tidspunkt være den rette hjælp, så problemerne ikke vokser sig så store, at barnet risikere at blive skadet for livet”
Jo mere jeg tænker over denne udtagelse fra Astrid Krag, ja jo mere synes jeg at de med dette tiltag blot behandler symptomer i stedet for at se på årsagen til de mange tvangsanbringelser.
Hun har da helt ret i at problemerne ikke først kommer når vores børn bliver ældre og teenagere. De har sikkert været der i rigtig mange år, og bagved står en familie der gennem alle årene sikkert har kæmpet med alt hvad de kunne for at hjælpe deres børn.
Hvorfor er det at man i vores velfærdssamfund ikke ser på hele familien i det her og ikke kun på barnet. Hvorfor hjælpe vi ikke automatisk hele familien??
Når vores børn får en eller flere diagnoser, ja så er det altså ikke kun dem der rammes, men i den grad hele familien. Som jeg også skrev om i mit indlæg om tidlig hjælp, så tror jeg inderligt på at hvis vi nu som familie for den rette hjælp fra starten, ja så kan vi også meget nemmere hjælpe og tage vare på vores børn. Mange af os lærer mens vi er i det, og det gør at man ofte halter bagefter.
Jeg sammenligner det ofte med at vi skal ansætte en ny direktør – vil vi til denne stilling ønske en uden de rette kompetencer og kvalifikationer? Og blot forvente at det er godt nok at vedkommende lærer det undervejs?
Det tror jeg faktisk ikke der er mange der vil! Det er bare sådan det kan føles når man får et barn med autisme og/eller adhd. Vi skal som forældre nu varetage en helt ny stilling, en stilling der ikke er som vi havde forventet og det uden vi har den rette viden. Vi får ikke de rette ressourcer til at få opbygget vores kompetencer og kvalifikationer så vi kan bestride dette job. Derfor ender mange også med at selv gå ned med stress undervejs, for ved siden af denne nye stilling har vi selvfølgelig også et almindeligt job vi skal passe, et parforhold der presses til grænsen under vores pres og måske er der også søskende som vi skal tage vare på.
Det forventes jo også at vores lærer og pædagoger som skal varetage vores børn når de er i skole eller institution har de rette kompetencer til netop dette job, hvorfor så ikke os som forældre? Vi selv fik et ADHD kursus da vores søn blev udredt som uspecificeret autist med adhd. Det var da et udemærkede kursus, men at vi efter dette stod helt selv og at man havde en forventning om at det var tilstrækkeligt, ja det kan jeg ikke helt forstå.
Så egentlig er jeg jo på ingen måde uenig med vores statsminister Mette Frederiksen, når hun siger at det vigtigste og afgørende for et lille barn er at vokse op med tryghed, kærlighed og stabilitet. Det fortjener ALLE børn, men før vi ser på om det skal være nemmere at tvangsanbringe børn, skulle vi så ikke se på hvorfor de når dertil? Er der mon nogle af disse børn der kunne blive i egen familie, hvis vi blot hjælper familien fra starten?
Se nu på hvad det er vi som familie står overfor når vores børn har en eller flere diagnoser eller handicaps, og så hjælp os med at hjælpe vores børn. Det er trods alt os der kender dem bedst!
Hanne
SÅ godt og rigtigt skrevet👍👍👍👍👍👍👍