Når vi vælter..

Når vi vælter og tvivler…

Jeg har den mest fantastiske mor i forløb og hun skrev til mig fordi det hele var blevet lidt for meget. Hun kæmper virkelig lige nu og er mega stærk, men hun savnede virkelig at have en der ser hvad hun ser. En hun ikke skulle forklare eller forsvare sig over for. Hun tvivlede på hendes ønsker og generelt havde hun lyst til at give efter fordi hun bare var så træt af det hele.

Jeg kunne med det samme genkende hendes følelser, for jeg har selv været der mange gange. Jeg har tvivlet og ønsket jeg kunne fjerne min søns ekstra udfordringer i denne verden. Ønsket han bare var normal, ønsket mig det liv jeg drømte om engang. Jeg har, ville kaste håndklædet i ringen og opgive.

Så beskeden ramte mit hjerte og først af alt måtte jeg skrive til hende at det er HELT okay at have disse følelser og hun er IKKE alene.

Bagefter måtte jeg minde hende om at hun er pisse sej og en fantastisk mor for hendes børn. Hun ser dem og gør ALT hvad hun kan for at hjælpe dem imens hun kæmper med store ændringer i hendes hverdag.

Til sidst måtte jeg sige at jeg står lige bag hende og hepper på hende og hun kan ALTID regne med min støtte og hjælp. Hun er på rette vej, men vi har alle brug for en der forstår. En vi ikke skal forklare os for, men som bare er der.

Det er hele grunden til jeg arbejder med disse familier.

Når man er forældre til børn med særlige behov er der sjældent tid til at trække vejret og bare være. Vi skal hele tiden være på og tænke frem. Vi har hele tiden nye udfordringer der holder os i højeste gear. Vores liv drejer sig 24/7 om hvordan vi hjælper vores børn bedst muligt, imens vi skal gøre de helt almindelig og basale gøremål. Ja faktisk så arbejder vi nærmest konstant. Dette gør også at mange af os lever med en konstant stress der i den grad æder os op.

Vi prøver at være POWER forældre hele tiden, men det kan ingen! Selvom jeg føler vi har styr på det meste efterhånden i vores familie, ja så kommer der hele tiden nye udfordringer vi skal tage os af og jeg vælter også i denne kamp.

Forskellen på hvor vi var for et par år siden og nu er at jeg ikke havner helt under brædderne når jeg vælter og at jeg ved jeg kan rejse mig og være stærk igen. Før tvivlede jeg enormt på at det jeg gjorde var rigtigt og brugte mange ressourcer på at forsvare både mine valg og min søns adfærd.

I dag hvor jeg helt igennem har accepteret hvordan vores situation er og hvor jeg har fået en accept af at andre ikke behøver at forstå eller acceptere vores valg, har jeg lettere ved at bruge mine ressourcer bedre.

Problemet for mange forældre til disse fantastiske børn er at de ikke ser at andre også vælter. Det er okay ikke at være stærk hele tiden. Det er okay at kaste håndklædet og være sårbar og ønske man ikke stod i den situation. Det er HELT normalt at have disse følelser, også selvom andre måske ikke forstår dem! Vi skal hele tiden leve op til andres glansbilleder af hvordan en rigtig familie er skruet sammen og for langt de fleste af os er det bare ikke vores virkelighed… og det bliver det aldrig.

En klog mand fortalte mig engang at 80% af de mennesker jeg møder aldrig kommer til at forstå hvad det er vi står med hver dag. De kommer ikke til at forstå hvorfor vi kæmper det mere end andre eller hvorfor vores valg ikke ligner dem en almindelig familie har. Det slog mig hårdt da jeg virkelig havde prøvet at få folk til at forstå, men med denne sætning i baghovedet kan jeg faktisk i dag bedre koncentrere mig om os selv.

Når vi begynder at acceptere vores livsvilkår og hvordan vores hverdag for altid vil være anderledes kan vi bedre være i den og bruge vores energi på det der betyder at vi også lever og ikke kun overlever. Jeg føler til tider stadig at vi bare overlever, men jeg arbejder benhårdt på at vi lever i stedet, for det fortjener vi.

Det fortjener alle!

 

Ønsker du også min støtte i dit liv så tøv ikke med at kontakte mig for en uforpligtende samtale.

- Pernille Styrbæk